Menu

Vejle Boldklub U16 Liga 1: Dagbog fra Nørhalne Cup - kapitel 1

image
10. maj 2018 kl. 22:02

Kristi Himmelfarts dag bød samlet på fem kampe til Vejle Boldklubs U16-afdeling. Første slag foregik på en græsbane mod de gule vendelboer fra Aabybro IF. Det endte med en ”walkover” og tennissejr på 6-0 til VB.

Cheftræner for U16 Liga 2, Benjamin Debel udtaler om kampen:

”Drengene følger vores gameplan og det fungerede rigtig godt. Det gik som det skulle, og det var vi i trænerteamet godt tilfredse med.”

Næste kamp for afdelingen var i U16 eliterækken. Her ventede det første skandinaviske opgør, da svenskerne fra Hittarps IK stod parate, på den ene af de to fine kunstgræsbaner på AaBs anlæg. Kampen var indledningsvis lige, men efter at svenskerne modtog en ”ostemad”, vendte kampbilledet i den resterende del. Afgørelsen faldt i det 22. minut, hvor Mikkel Kraul sparkede en returbold ind i nettaget.

Midtstopper for U16 Liga 1, Lucas Nielsen udtaler om kampen:

”Modstanderen har godt nok bolden en del, men vi skaber klart helt fleste chancer. Det var tydeligt at se, at kampen var vores første - lidt nerver i starten, men som kampen skrider frem, bliver vi bedre og bedre.”

Dernæst var det Liga 2 der skulle på prøve igen - hvor Ebeltoft IF var modstanderen. Storsejren i første kamp lod til at have været en sovepude for de rødklædte drenge og forventningerne levede ikke op til indsatsen. Det endte med 1-1 i en kamp, der burde have budt på mere.

Assistenttræner for U16 Liga 2, Andreas Hansen udtaler om kampen:

”Vi går ind til denne kamp som klare favoritter. Det stiger os desværre til hovedet - og det virker til, at vi ikke tror, at vi skal kæmpe for sejren. Ebeltoft IF kæmper godt og kampen bliver langt hårdere end drengene havde forventet. Vi satser til sidst, ved at smide store Lasse Kofoed op som ekstra angriber, men det vendte ikke bøtten. Ros til Ebeltoft IF for at levere god modstand og vi må op på hesten igen og kæmpe hårdt til næste kamp.”

Liga 2 havde et hårdt program denne helligdag - det blev til en kort pause, inden de kom i kamp igen mod norske Trauma IL. Her var indstillingen anderledes og tenniscifrene blev igen fundet frem: 6-0 til holdet fra Jyllands Rubin.

Forsvarsspiller for U16 Liga 2, Lasse Christensen udtaler om kampen:

”Vi var lidt nedtrykte i starten, efter det dårlige resultat i kampen forinden. Det ændrerede sig dog hurtigt i løbet af kampen, hvor jeg føler, at vi fik revanche for den foregående kamp. Det var et rigtig godt resultat at afrunde vores dag med.”

Dagen blev sluttet af med U16 Liga 1, der mødte AGF/Lyseng IF, som kendes indgående fra DBU Turneringen. Kampene er normalt meget tætte og denne kamp var ingen undtagelse! VB fik et mål af Lucas Nielsen annulleret pga. offside og Jonas Moos fik et fremragende langskud reddet af en velspillende Aarhus-keeper. I den anden ende hev Andreas Jungdal flere klasseredninger frem i første halvleg, mens han ikke kunne gøre meget, da aarhusianernes turneringstopscorer, tank-centerforward Simon Kristiansen, kunne prikke en omstilling i mål til kampens slutresultat: 0-1.

Jonas Ussing, angriber/wing back på U16 Liga 1, udtaler følgende omkring kampen:

”Første halvleg var mindre god fra vores side. Vi var svage på dødbolde og modstanderen kommer til de største chancer i starten - efterfølgende bliver det lige-ved-og-næsten for os. I anden halvleg kommer vi bedre efter det, men får desværre ikke scoret. Vi producerer mange chancer og er farlige, men det faldte desværre ikke ud til vores side. Vi viste dog god attitude og indstilling igennem hele halvlegen.”

Følgende spillere udgør U16 Liga 1-truppen til Nørhalne Elite Cup:

  • Andreas Jungdal (Future Vejle Klub, Skibet IF)
  • Christian Fritsen (Future Vejle Klub, Ammitsbøl/Egtved)
  • Christian Skou (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Christoffer Simonsen (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Hans Høllsberg (Future Vejle Klub, Juelsminde IF)
  • Jonas Moos
  • Jonas Ussing
  • Kasper Lange (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Lucas Nielsen
  • Mads Eskildsen (Future Vejle Klub, Vinding SF)
  • Mads Christiansen (Future Vejle Klub, Ammitsbøl/Egtved)
  • Magnus Nissen
  • Magnus Ladekjær (Future Vejle Klub, Vinding SF)
  • Mikkel Kraul (Future Vejle Klub, Juelsminde IF)
  • Oscar Jacobsen
  • Søren Juul
  • Thomas Junge

 

Følgende spillere udgør U16 Liga 2-truppen til Nørhalne Cup:

  • Amro El Jechy (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Elias Zøhner
  • Kasper Sommerstedt (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Kristian Lønvig
  • Lasse Christensen (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Lasse Kofoed (Future Vejle Klub, Vinding SF)
  • Magnus Ask Møller
  • Mikkel Christiansen (Future Vejle Klub, Bredballe IF)
  • Mikkel Haugaard (altid Vejle Boldklub)
  • Nicolai Nørlund (Future Vejle Klub, Jelling SF)
  • Niklas Kjær (Future Vejle Klub, Løsning IF)
  • Nikolaj Lykke (Future Vejle Klub, Vinding SF)
  • Nikolaj Thrane (Future Vejle Klub, Engum IF)
  • Rasmus Villadsen
Luk