Menu

Kvinderne henter igen point i slutspillet

Anne Thomsen
11. juni 2016 kl. 17:54
1-1 mod OB på Vejle Stadion

Denne smukke lørdag eftermiddag mødtes Vejle og OB på Vejle Stadion i 3F ligaens slutspil. Spillerne virkede fokuserede og tændte fra starten. Så tilskuerne håbede på en sejr eller idet mindste point i dagens kamp.

Efter 0-0 ved pausen endte kampen 1-1. At vi så måske burde have lukket kampen står hen i det uvisse. Men det blev en god kamp, og vi må så acceptere og være tilfreds med det ene point.

1. halvleg blev de bedste 45 minutter ud af 90. Holdet havde flere gode opspil, men skarpheden manglede foran målet. Når så OB samtidig havde en dygtig keeper i A-landsholdets Stina Lykke Petersen, så skal man kende sin besøgstid, hvis man vil have bolden forbi hende.

Det var også i 1. halvleg, at Karen Holmgård havde et sammenstød med OB's Maja Kildemoes. Karen indkasserede et gult kort for den forseelse, og Maja måtte en tur på skadestuen. Der var intet nyt fra hende inden undertegnede forlod stadion. Forhåbentlig var det ikke så alvorligt som det så ud.

Efter pausen havde vi nok kampens største chance. Christina Fensbæk fik afsluttet, men en hurtig reaktion og parade fra Stina Lykke reddede OB. På et tidspunkt i de sidste 45 minutter trak vi os lidt for langt tilbage og overlod for meget spil til gæsterne. Det resulterede i en udligning, desværre. 

Jeg fik en lille snak med forsvarsklippen Christina Ravn umiddelbart efter kampen:

"Vi spiller altid tætte kampe mod OB. I dag var vores formål at få point. Det krævede god fysik og skarphed foran mål. Men Lykke (Stina Lykke Petersen) er meget dygtig. Kampen forløber godt, og vi formår at udnytte vores overtag. Vi skaber mange chancer, men får ikke dem alle omsat i mål. OB er til gengæld dygtige i deres omspil, og det får de deres udligning på. Rigtigt ærgerligt at de kommer på 1-1, men vi må fortsætte vores gode spil. Og gøre os klar til den nye sæson, der venter os efter ferien."

Nu skal den sidste kamp dog lige overstås. Den spilles på lørdag d. 18. juni ligeledes på Vejle Stadion. Her er modstanderne Kolding Q. Kampen spilles kl. 13

 

 

Luk