Menu

Svidende nederlag i VB parken til kvinderne

image
01. september 2018 kl. 21:30

1. division
VB – AaB 1-7 (0-2)

16. 0-1 Pernille Pedersen
21. 0-2 Sofie Lundgaard
47. 1-2 Rana Ziraki
53. 1-3 Gry Thrysøe
57. 1-4 Sofie Lundgaard
66. 1-5 Sofie Lundgaard
71. 1-6 Johanne Klessen
73. 1-7 Sofie Lundgaard


VB’s startopstilling:

Vibeke Juhl Jensen (anfører)

Maja Bjørg Sørensen
Julie Pedersen
Charlotte Sørensen
Rikke Hansen

Katrine Them
Eline Gernow
Laura Lindhardt
Rana Ziraki
Trine Thisgaard

Marika Skov

Udskiftninger:
42. Andrea Fallesen ind, Eline Gernow ud
46. Christine Kelm ind, Marika Skov ud
87. Nanna Munkholm ind, Trine Thisgaard ud

Kort:
84. Rana Ziraki, gult

Dommer:
Henrik Christensen





Store smæk til VB piger

Havde det været en boksekamp, ville man have kaldt det et mismatch, det tilskuerne blev vidner til en herlig indian summer lørdag i VB Parken, og kamplederen var skredet ind og havde stoppet den ulige kamp. VB’s rekonstruerede ungdomshold mødte et rigtigt kvindehold fra Nordjylland, som med en aldrig truet 7-1 sejr viste sig at være lige en klasse over de små VB-piger.
Fysisk, spille- og erfaringsmæssigt var de gulklædte vejlenserne overlegne, og aalborgenserne ligner unægtelig et kommende 3F Liga hold.

Efter en lidt henholdende start satte gæsterne sig på kampen, og efter at Annica Schreiber havde testet Vibeke Juhl i VB-målet med et langskud, og nordjyderne havde fået et mål underkendt for offside, faldt klokken i slag for vejlenserne i det 16. minut. VB-forsvaret blev spillet tyndt, og en stikning snød Rikke Hansen, hvorpå Pernille Pedersen fra en lidt spids vinkel kunne score under en ikke ganske sagesløs Vibeke Juhl.

Fem minutter senere blev det 0-2. Julie Pedersen fejlede, og Sofie Lundgaard kunne let smutte imellem og øge føringen.
Gæsterne havde muligheder for yderligere scoringer inden pausen, men Vibeke Juhl værgede godt for sig bag det overmatchede VB-forsvar.
Kort før pausen måtte Simmelhag skride til udskiftning, da en skadet Eline Gernow måtte give plads for Andrea Fallesen. Fallesen overtog højrebacken, mens Maja Bjørg gik ind i midterforsvaret, hvor til gengæld Charlotte Sørensen blev skubbet frem.

VB skiftede i pausen Marika Skov med Chistine Kelm og fik kort ind i 2. halvleg lidt kunstigt åndedræt. Hvis det kan være en trøst, var det kampens smukkeste mål, da Rana Ziraki forvandlede et direkte frispark begået mod netop indskiftede Kelm til 1-2.

AaB slog dog straks igen, da Gry Thrysøe kunne score, efter at VB-forsvaret ikke fik clearet et hjørne fornuftigt.
Og herefter gik det slag i slag. Sofie Lundgaard vandt en duel med Fallesen og øgede til 1-4. Samme Lundgaard blev små ti minutter senere spillet helt fri og kunne sikkert runde Vibeke Juhl til 1-5.
1-6 blev det, da VB’erne atter så en smule hjælpeløse ud ved hjørne, og med et stort kvarter igen sluttede Sofie Lundgaard scoringen, da værterne forgæves appellerede for offside.
Gæsterne havde ud over de syv mål også tre skud på træværket.

Hjemmeholdet forsøgte dog stadig at angribe mod slutningen og viste betydeligt flere offensive takter end i 1. halvleg.
Men lærepenge bliver der betalt af de unge vejlensere, som oven i Gernows skade midt i kampen måtte undvære Nadja Bryld, Cecilie Themsen og Caroline Cramer i dagens opgør.

”4-5 af målene skyldes nok personlige fejl, og dem må vi arbejde på at få udryddet,” konkluderede VB-træner Jan Erik Simmelhagefter kampen.
”Vi står med et nyt projekt, og spillerne er unge og uerfarne og kommer hurtigt til at miste selvtilliden i modgang. Jeg er dog tilfreds med, at vi fortsætter med at angribe og ikke bare stiller os ned – det lærer vi ikke noget af. Vi skal frem og turde tage duellerne.”
Simmelhag havde ros til bl.a. Andrea Fallesen for et godt indhop.
Næste opgave for holdet bliver en midtugekamp i Hjørring mod Fortunas næstbedste mandskab.

Tekst: Ole Kristensen