Menu

Referater fra 2016

Referat fra ordinært møde den 6. december 2016 (julefrokost).
 
Traditionen tro var december mødet seniorklubbens julefrokost. Robert bød velkommen til de 47 forventningsfulde medlemmer. Inden ordet blev givet videre til formanden for festudvalget havde Robert lige et par praktiske bemærkninger.
 
Der var flasker til Erling Sørensen som den 27. november var fyldt 80 år. Robert fortalte om de mange år som Erling havde tilbragt i VB bl.a. som  tidligere ungdoms-, divisions- og landsholdsmålmand, dansk mester i 1958, pokalvinder 1958 og 1959, hvor han kåres som finalens bedste fighter. Der var også en tak til Erling og Hanne for deres gæstfrihed i forbindelse med seniorklubbens udflugt til Endelave.
 
                            
Erling får flasker og tillykke med de 80 år.                       Seniorklubbens medlemmer hygger sig til julefrokost.
 
Derudover kunne Robert oplyse at tidspunktet for generalforsamlingen  er tirsdag den 10. januar kl. 10.00 i VB Parken, hvor vi bl.a. skal have valgt ny formand.
 
Robert gav herefter ordet til Conny Laursen som kunne oplyse at der var komme to ansøgninger om at blive optaget i seniorklubben. Efter at Conny havde forelagt ansøgningerne for forsamlingen blev både Bent Jensen (Bimme) og Bjarne Sørensen optaget som medlemmer. 
 
Herefter fik formanden for festudvalget ordet. Otto gennemgik menuen og kunne oplyse at der ville være festlige indslag i løbet af dagen. 
 
Festudvalget: fra venstre Ole Olesen, Gert Roland og Otto Ejsing.
 
Der skal lyde en stor tak til festudvalget for et veltilrettelagt arrangement.
 
referat: Conny
foto: Thorben.
 
  
 
Referat fra ordinært møde den 1. november 2016
Formanden bød velkommen til de ca. 50 fremmødte medlemmer, der fra klublokalerne kunne skue ud over VB Parkens omlagte bane 1, der nu er grøn, men først spilbar i efteråret 2017. Omlægning af kunststofbanen mangler endnu lidt.
 
Mødets dagsorden var reserveret formandens beretning om sit levnedsforløb og baggrund for medlemsskab af Seniorklubben, som ellers kun nyoptagne medlemmmer pålægges at redegøre for.
 
Robert så dagens lys i Horsens i 1924, hvor familien var bosat på "Tugthusvej" ved Horsens Statsfængsel, der i dag tjener som museum og skueplads for kulturarrangementer m.v.. Heldigvis er vejnavnet i dag erstattet af et andet (red.: Fussingsvej). Faderen havde snedkerværksted i nærheden på Allégade. Robert frekventerede Tordenskjoldsgades skole, hvor han ifølge meddelelsesbogen var "en flittig og dygtig elev, der snakkede for meget i timerne". Den erhvervsmæsssige karriere indledte han som bagerbud hos den lokale bagermester Banke. Senere blev han eftermiddagsbud i Cykelkompagniet med udsigt til at komme i lære, hvilket også blev tilfældet. Som ca. 22-årig blev han "førstemand" i Cykelkompagniet i Horsens. Som souschef i butikken var han kvalificeret til at kunne overtage en ledig forretning i den landsdækkende forretningskæde, når en sådan blev ledig. Dette var tilfældet et par år senere i Sønderjylland, men Horsens-chefen brød sig ikke om, at Robert skulle syd for Kongeåen og frarådede ham dette. Robert skulle vente på den rigtige forretning, som blev Vejle i 1951, og som han var selvskreven til i butikskæden.
 
Robert spillede i sine yngre år i HFS på såkaldte mellemrækkehold, hvilket i dag svarer til serie 1-2. Han var i HFS ligesom i VB også træner for drengehold/juniorhold/ynglingehold. Han deltog i 1948/49/50 på trænerkurser, hvor man ved kursusafslutningen modtog DBU´s træningsdragt med påskrift på ryggen: "Rigstræner". I Vejle avancerede han i trænergerningen og blev hjælpetræner for Frits Gotfredsen. Senere blev han medlem af og formand for UK i Vejle Boldklub. I Roberts regi som sådan blev det bl.a. til DM-titler og pokaltitel i 1971, 1972 og 1975.
 
Robert mindedes især udlandstur med 1.-holdet og Ole Fritsen til Italien. Udlandstur til engelsk pokalfinale, som han modtog som hædersgave fra JBU. Der var 5 dages ophold i London, men finalen blev spillet i Cardiff, idet Wembley Stadion var under ombygning. Og endelig mindedes han landsholdsrejse til Island sammen med Ejgil Jensen og Erik Methmann. Sidstnævnte rejse var en hædersgave fra VB. Thomas Gravesen var med på det danske landshold, der vandt 2-1.
 
Vores formand tænkte i sit foredrag tilbage på mange gode år som leder i VB, og han modtog stående applaus for sit indlæg.
 
Robert har ifølge seneste leder-rangliste i årsskriftet 2015 været leder i VB i 58 år.
  
 
--------------
 
Der var ved navneopråb tilmelding til næste møde i Seniorklubben.
 
Næste møde i Seniorklubben er:
 
                                                Julefrokost, tirsdag den 6/12 2016 kl. 11.30 i VB Parken
 
 
Seneste tilmelding/afbud er tirsdag den 29/11 2016. Efter denne dato er tilmelding bindende.
referat: Hans Jørgen Lund
 
Referat fra ordinært møde den 4. oktober 2016
Mødet blev holdt på Vejle Atletik Stadion / VB Museum, da der var et stort arrangement i VB Parken. Der var mødt 51 medlemmer op hvor dagens foredragsholder var tidligere divisionsspiller Niels Erik Andersen.
 
I fravær af Robert (havde sendt afbud) havde Conny fået til opgave at styre mødet i henhold til Roberts dagsordens punkter.
 
Efter at havde budt forsamlingen og specielt Niels Erik velkommen var der flasker til henholdsvis Freddie Hummel som var fyldt 75 år den 29.9.16 og Erik Rosenlund der var fyldt 65 år den 23.4.16.
 
 
     
           Erik 65 år - får 2 flasker                                                                                     Freddie 75 år - får 1 flaske    
 
Conny gav herefter ordet til Knud Engedal som måtte beklage at flere medlemmer i Seniorklubben var blevet opkrævet passiv kontingent, selvom de havde betalt. Problemet skyldes en omlægning af opkrævningsystemet som ikke var gået helt efter hensigten. Knud opfordrede de medlemmer der var blevet rykket til at kontakte kontoret i VB Parken.
 
Otto Ejsing fra festudvalget kunne herefter oplyse at årets julefrokost er den 6.12.16 kl. 11.30 i VB Parken. Tilmelding kan ske på november mødet den 1.11.2016 og skulle man blive forhindret er seneste afbud den 29.11.16, herefter er tilmeldingen bindende. 
 
Mogens Christensen fra museums-udvalget fik herefter ordet og fortalte at det jo er en kendt sag at de 2 største klenodier på VB´s museum er de to pokaler klubben har vundet til ejendom. I den forbindelse vil museet gerne have en guldmedalje for hvert af de år pokalerne er vundet. De mangler landspokal guldmedaljer fra 1972, 1975, 1977 og 1981. Fra Danmarksmesterskabs titlerne mangler de guldmedaljer fra 1972 og 1984.
 
  Mogens efterlyser effekter til Museet.
 
Derudover kunne man godt tænke sig et eksemplar af de gaver der blev givet under de strenge amatørregler, da de gerne vil lave et afsnit med disse historiske gaver.  Som afslutning anførte Mogens at effekterne naturligvis tilhører hver enkelt spiller selvom museet udstiller dem.   
 
Herefter blev ordet givet frit til Niels Erik Andersen som fortalte om sin fodboldkarriere i boldklubben Frem I Tørring, Ynglinge fodbold i VB, Divisions fodbold i VB og Skovbakken og fodbold karrieren blev afsluttet med Sekunda/veteranfodbold. Hele foredraget blev samtidig med at Niels Erik fortalte krydret med spændende billeder på storskærmen. Derudover kom Niels Erik ind på flere spændende temaer som - Træning med VB, Rejser med VB, Fester med VB, Socialt samvær i VB o.s.v. 
 Program Niels Erik Andersen
 
Udover selve foredraget havde Niels Erik medbragt hans imponerende store samling af scrapbøger som blev studeret med stor interesse.
 
  
 
Der var også tid til en snak med Mr. VB Ejgil Jensen som havde spillet en stor rolle i Niels Erik´s karriere.
     
 Niels Erik får her bogen Mr. VB, signeret af Ejgil.                          Der var også et par flasker til Niels Erik.
 
 
Afslutningsvis kunne Conny oplyse at november mødet er den 1.11.2016 kl. 10.00 i VB Parken - hvor Robert er dagens taler.
 
 
Referat: Conny
Foto: Thorben.
 
 
Referat fra Endelave den 7.september 2016.
 
 
41 morgenfriske deltagere mødte ved Vejle Atletikstadion kl. 07.00 til afgang mod Snaptun. Yderligere 10 deltagere stødte til ved færgelejet, og alle steg ombord på færgen, hvor der på overfarten blev serveret morgenkaffe og rundstykker. Formanden havde medbragt en lille skarp til at vågne på.

 

 

  

 

 

 

 

 

  

Ved ankomsten til Endelave blev vi modtaget på havnen af Hanne og Erling. Efter samling af tropperne orienterede Erling kort om ”Dronningebroen” og de asfalterede veje på øen. Selskabet blev lastet på 2 traktorvogne, der bragte os på rundtur ad Kongevejen og Strandvejen til ”Øvre” med mange får, men vist ingen kaniner. Turen gik videre sydpå gennem sommerhusområdet, og på den videre færd tilbage forbi ”Louisenlund” gjordes stop med ølpause ved Endelave Lægeurtehave. Vi passerede senere lufthavnen og blev sat af ved Endelave Kro, hvor der ventede en frokostbuffet. 

 

   

 

I forbindelse med frokosten afviklede formanden sin dagsorden for det månedlige møde i Seniorklubben. Han takkede først og fremmest Hanne og Erling for værtsskabet ved udflugten. Robert benyttede endvidere lejligheden til at lykønske Kaj Kohave med de 70 år i maj. Kaj må vente med at modtage de sædvanlige flasker fra Seniorklubben og Old Boys til næste møde i Seniorklubben. 

Robert bebudede igen sin afgang som formand på den kommende generalforsamling. Der skal findes en ny formand. Han kunne finde på at opfordre Gert Eg, velvidende at Gert vist har så rigeligt om ørerne i VB p.t.

Gert replicerede, at han har ”rigeligt” at gøre, og han mente, at vores nuværende formand måske burde overveje ikke at gå af i så tidlig en alder. 

Formanden mindede om, at næste møde i Seniorklubben er tirsdag den 4. oktober 2016 kl. 10.00, hvor mødet er henlagt til VB Museum på Vejle Atletikstadion. 

Gert Eg takkede også i sit indlæg på deltagernes vegne Hanne og Erling for gæstfriheden og det gode arrangement. Der udråbtes et VB-leve for Hanne og Erling. 

 

Efter frokosten spadserede alle deltagere til Hanne og Erlings have på Vesterby, hvor der på terrassen var kaffe og lagkage. For de fleste var det vel sådan, at lagkagerne var helt fantastiske, men at vi jo desværre lige havde spist frokost. Sådanne lagkager må gerne serveres ved en senere lejlighed! 

Færgen hjem kl. 16.15 efter en fantastisk god udflugt. 

Ref.: Hans Jørgen Lund

Referat af møde i Seniorklubben den 2. august 2016
 
Der var mødt 44 medlemmer op til efterårets første møde. Robert kunne kunne oplyse at han have 7 punkter til dagens dagsorden og at månedens gæstetaler var VB´s sportchef Steen Thychosen som ville orientere om det "det nye VB". 
 
 
Gert og Steen orienterer om" det nye VB"
  
Steen gav en rigtig spændende orientering om hvad der var sket i de seneste måneder i VB. 
Steen fortalte om:
- hvorledes kontakten til den nye bestyrelse var opstået.
- hvordan de nye bestyrelsesmedlemmer havde fået forevist Vejle Stadion, VB Parken og Vejle idræts efterskole.
- at VB nu er en helt anden fodboldklub og at "ældreklubben" skal have forståelse og tålmodighed med det nye koncept.
- at sammensætningen af holdet er med en base i danske spillere (unge spillere) og et stort udvalg af udenlandske spillere.
- lige nu er der 11 udenlandske spillere i truppen, hvoraf mange er fra Sydamerika. 
- at vi har fået en virkelig kapacitet som cheftræner i Andreas Alm.
- at der arbejdes på en ny organisationsplan, men også at den tidligere direktør i klubben Henrik Tønder er tiltrådt igen pr. den 1. august 2016.
- ar der også fremover skal arbejdes på et tættere samarbejde med moder-klubben således at VB fremstår som en helhed.
  
Der var også nogle spørgsmål fra medlemmerne.:
- bl.a. - hvad vil de nye ejere??
- her fik Steen lidt hjælp fra bestyrelsesmedlem Gert Eg, som kunne orientere om at der havde været kontakt til 3 investorgrupper. 
- at målsætningen er den samme som tidligere og det er med tiden at komme i Superligaen og at VB stadigvæk har fokus på talent udvikling.
- at de nye ejere har et kæmpe netværk, men også at det kræver tid / tålmodighed at integrere de mange udlændinge. 
 
Tak til Steen og Gert for en spændende orientering om "det nye VB."
 
  
  
 Ulrik Le Fevre 70 år.                                                       Flemming Aarø 70 år.
  
Herefter fik Robert ordet og startede med at fortælle at hans syn er blevet meget ringere - nu kun 10% og at han derfor bliver nødt til at holde som formand for Seniorklubben.
Der var denne gang 4 nye fødselarer - Ulrik Le Fevre 70 år, Kaj Kohave 70 år, Flemming Aarø 70 år og Erik Rosenlund 65 år.( Fraværende Kaj og Erik)
 
Robert bad Conny orientere om problemstillingen med de manglende afbud som betyder at det er svært at disponere indkøb af pålæg m.v. Husk derfor at sende afbud senest søndag aften inden mødet, såfremt du er forhindret. 
 
Erling Sørensen kunne oplyse at der p.t. er tilmeldt 58 deltagere til Endelave turen - der er dog en lille korrektion i prisen for overfarten, da prisen er steget fra 60 kr til 78 kr. 
  
 
 Erling, Conny og Hans Jørgen planlægger Endelave Turen.
 
  
Jørn Larsen fra aktivitetsudvalget har aftalt at vi kan få en rundvisning på Carlsberg i Fredericia den 13. september kl. 10.00. Der er plads til maks. 30 personer og prisen er kr. 50,00 pr. person. Der er afgang fra Vejle gl. Stadion kl. 9.00 og ønsker du at deltage skal jeg (CL) have din tilmelding senest den 8. september.  (p.t. er der 7 tilmeldte)
 
Næste møde i Seniorklubben holdes den 7. september på kroen på Endelave. 
 
Oktober mødet er som planlagt tirsdag den 4. oktober kl. 10.00 i VB Parken.
 
referat: Conny
foto: Thorben
 
Referat af møde i Seniorklubben den 7. juni 2016.
Robert bød velkommen til de 45 fremmødte medlemmer og kunne oplyse at dagens foredragsholder var formanden for VB Alliancen Holding Mogens Svendsen. Inden Mogens fik ordet kunne Robert oplyse at det næste møde i Seniorklubben er den  2. august kl. 10.00 i VB Parken. Ligeledes gjorde Robert opmærksom på at Endelave turen er onsdag den 7. september.
 
Der var også flasker fra formanden til - Hans Jørgen Lund 65 år - Preben Birn 75 år og Conny Laursen 70 år.
 
                       
                           Hans Jørgen Lund 65 år                                                                   Preben Birn 75 år  
     
Conny Laursen 70 år                                       Mogens Svendsen orienterede om VB´s fremtid.
 
Derefter fik Mogens ordet og takkede for indbydelsen til mødet og kunne fortælle at han er født i en lille by i Vendsyssel i 1961. Har læst økonomi på Ålborg Universitet og at har været ansat i det tidligere IT - firma - JDC i Vejle og at han startede eget firma i 1994. 
 
Mogens kom ind på flere emner:
- forskellen mellem det at drive en virksomhed og en fodboldklub.
- meget dyrt at ligge på pladsen lige før oprykning til superligaen.
- har været heldige med A aktionærerne, som har bidraget til klubbens eksistens.
- arbejder nu med forskellige mulige investorer.
- hensigten er ikke at sælge klubben, men en investor, som kan støtte op sammen med A aktionærerne.  
- lige nu er der to seriøse investorer og det forventes at bestyrelsen når i mål inden for 14 dage.
- såfremt det ikke lykkes står A aktionærerne stadigvæk sammen, men der skal skæres ned / tilpasses.
- investor interessen for klubben skyldes bl.a. det talentarbejde der foregår i klubben. 
- for at kunne fastholde vores talenter skal der økonomi til.
 
Tak til Mogens for orienteringen.
 
Næste møde er tirsdag den 2. august kl. 10.00 i VB Parken 
 
NB! Husk nu at sende afbud såfremt du er forhindret. Denne gang var de 10 der havde glemt det ??
 
Der arbejdes med baneforbedringer på bane 1 i VB Parken.
Referat: Conny og foto Thorben.
 
                                                     
Referat af møde i Seniorklubben den 3. maj 2016 på Vejle Atletikstadion/VB Museet:
 
Formanden bød velkommen til et talstærkt fremmøde på mere end 60 medlemmer. Samtidig benyttede formanden lejligheden til at takke for alle besøg og gaver på sygehus og hjemme, som han havde modtaget i forbindelse med sit uheld i hjemmet og efterfølgende indlæggelse. 
 
Majmødet var traditionsmæssigt henlagt til Vejle Atletikstadion/VB Museet. Dette var også en særlig dag, nemlig VB´s 125 års jubilæums dag, og formanden fremhævede, at der på dagen var grund til stolthed over vores traditionsrige klub. Han udtalte på Seniorklubbens vegne et stort tillykke til VB og kunne oplyse, at seniorklubben i anledning af jubilæet bidrager med en pengegave på kr. 3.000.
 
Hvem andre end Ejgil Jensen kunne bidrage med et indlæg om den historiske baggrund for jubilæet? - Han indledte sit indlæg med at påkalde sig de tilstedeværendes opmærksomhed med en dirigentklokke, som netop er 60 år gammel (eller blev taget i brug ved klubbens 60 års jubilæum). Klokken indgår nu blandt udstillede rekvisitter i VB Museet. Ejgil oplyste om, at der i VB Museet er etableret en særudstilling om klubbens 125-årige historie, hvor hele historien og dennes højdepunkter med udvikling fra cricketklub til fodboldklub er fremstillet i kronologisk orden. Ved indgangen til museet er opstillet plancher med kort omtale af den meget lange historie. Særligt omtalte Ejgil pokalskabet med trofæerne for 5 vundne DM-titler og 6 vundne pokalmesterskaber. Begge trofæer er vundet til ejendom. 65 spillere har andel i DM-trofæet. Tommy Hansen opnåede som den første spiller 3 andele i denne pokal.
 
80 års jubilæet blev markeret den 3. maj 1971 med en opvisningskamp mod Leicester City, som netop dagen før seniorklubbens møde blev engelske mestre for første gang.
 
Også Ejgil ønskede VB et stort tillykke med jubilæet.
 
Tommy Troelsen kunne supplere Ejgils orientering om museumsudstillingen med anbefaling af videofilm på museets storskærm om højdepunkter m.v. i den forgangne tid. Et medlem bemærkede tørt, at Tommy havde sat ny, personlig rekord i kortfattethed!
 
Knud Engedal orienterede om dagens øvrige program for 125-året.
 
Tilmeldingslisten til Endelaveturen den 7. september 2016 blev rundsendt, og endnu ikke tilmeldte medlemmer havde mulighed for at skrive sig på. Indtil videre er 65 deltagere tilmeldt turen. Tilmelding kan yderligere ske på næste møde.
 
Næste møde i seniorklubben er tirsdag den 7. juni 2016 i VB Parken. (NB! Medlemmerne skal holde sig orienteret på seniorklubbens hjemmeside, da det sædvanlige mødetidspunkt kl. 10.00 kan ændres som følge af mødets indhold/servering).
 
Foto galleri:
      
                  Tommy Poulsen                                Ejgil Jensen om udstillingen                  Jubilæums-kamp 1971
 
Stort fremmøde i seniorklubben og alle fik en jubilæums-trøje - VB 125 år
 
Ref.: Hans Jørgen Lund

  

 

Ordinært møde den 5. April 2016.

Formanden bød velkommen til de 48 fremmødte medlemmer.
 
Erling Sørensen orienterede om den planlagte tur til Endelave, onsdag den 7. september 2016 - Der er afgang i biler fra Vejle Atletikstadion på dagen kl. 07.00. Færgen afgår fra Snaptun kl. 08.30. Turen er for medlemmer med påhæng. Netop i september bliver deltagerne færget over til halv pris. Foreningen sørger for morgenmad på færgen. På Endelave er programmet som førhen: Traktortur rundt på Endelave, frokost på kroen (kr. 100 pr. person), kaffe og lagkage på terrassen hos Erling og hustru. Færgetur hjem kl. 16.15.
 
På forespørgsel var der forhåndstilmeldinger til Endelave af 52 deltagere. Det er muligt på de kommende møder i maj og juni at eftertilmelde sig til Endelaveturen.
 
Formanden oplyste, at der er planer om i efteråret at arrangere besøg på Fredericia Bryggeri med rundvisning og ølsmagning. Ca. 25 medlemmer gav forhåndstilkendegivelser om deltagelse i arrangementet.
 
Næste møde i seniorklubben finder sted tirsdag den 3. maj 2016 kl. 10.00 i klublokalerne på Vejle Atletikstadion.
 
Ref.: Hans Jørgen Lund
   
   

Ordinært møde den 1. Marts 2016.

Formanden bød velkommen til de knap 60 fremmødte medlemmer, herunder til det nyeste medlem, Per Thomsen.
 
En speciel velkomst var der til dagens gæstetaler, Per Røntved, af hvem nærmere præsentation næppe var nødvendig for de deltagende medlemmer.
 
Formanden gav ordet til det nye medlem, Per Thomsen, der kort redegjorde for sin baggrund i VB: Han kom som ung til Vejle i 1970, hvor han var ansat i en lokal virksomhed i en kortere årrække. Under dette ophold i byen spillede han på seriehold i VB. Han returnerede til Esbjerg, men etablerede sig senere med virksomheden Vejle Tæpper, som han efterfølgende afhændede for at drive møbelforretningen Idé Møbler i Kolding. Ved afhændelsen af denne forretning sluttede han sin aktive karriere som virksomhedsejer. Han bor fortsat i Vejle. 
 
Ordet blev herefter givet til månedens gæst, Per Røntved, der underholdt forsamlingen om sit fodboldliv m.v.
Uden manuskript eller stikord berettede Per gennem halvanden time om sin start som dreng i Brønshøj, soldatertiden i Ringsted med udtagelse til regimentsholdet, og hvor han skulle stille på oberstens kontor, idet sidtsnævnte kunne overbringe meddelelsen om, at Per var udtaget til fodboldlandsholdet. Han fik sin debut i en udekamp mod Sverige på Ullevi Stadion i 1970 (resultat 1-1). Herefter gjaldt det kvalifikationsturneringen til OL i 1972 i München og deltagelse i OL, hvor Danmark måtte udgå efter mellemrunden. Landsholdsspillerne kunne ikke deltage i indmarchen ved åbningsfesten til OL, da holdet kort efter skulle spille mod Brasilien i en anden by (resultat 3-2). Per havde gjort sig fordelagtigt bemærket under OL-turneringen, og han fik kontrakt med Werder Bremen med Sepp Piontek som træner for den formidable overgangssum på 150.000 DM. Han vendte tilbage til dansk fodbold i Randers og Hvidovre, og karrieren afsluttedes hos Wichita Wings, Kansas, i USA.
 
I 1984 blev Per under uskyldig leg ved en familiesammenkomst i sommerhuset på Sjælland ramt af en alvorlig hjerneblødning. Han berettede om sin genoptræning på Holbæk Sygehus og om, hvor han er i dag, hvor han er delvis lammet i venstre side, hvilket ikke har forhindret ham i at score hole-in-one på golfbanen, og han er still going strong.
 
Under sit foredrag kunne Per henvise til mange navne, som han har mødt i sin fodboldkarierre. Naturligvis om mange landsholdskammerater og modstandere fra VB. Blandt navnene var der mange internationale, nationale og lokale (blandt deltagerne) koryfæer.
 
---------------
 
Formanden takkede Per Røntved for et yderst interessant og tankevækkende  indlæg.
 
Næste møde i seniorklubben er tirsdag den 5. april 2016 i VB Parken.
 
På næste møde vil deltagerne blive anmodet om forhåndstilkendegivelser om deltagelse i tur til Endelave i september 2016 med ægtefæller/påhæng.
 
 
Ref.: Hans Jørgen Lund
 
 

 

Ordinært møde den 2. Februar 2016.

Robert bød velkommen til de 53 fremmødte medlemmer og der var en speciel velkomst til Karin og Kai Møller fra Sdr. Omme som var dagens gæstetalere. Der var også en velkomst til Stig Malberg som nyt medlem i klubben. 

     

       Stig Malberg                  Erik får et tillykke fra Robert

Der var 2 flasker til Erik "smeden" Pedersen som den 8.11. sidste år havde rundet de 75 år. 

Der var også en ansøgning fra Per Thomsen (tidligere Vejle Tæpper) om optagelse i Seniorklubben. Per blev optaget uden bemærkninger.

Herefter blev ordet givet til Stig Malberg der som nyt medlem skulle fortælle lidt om sig selv. Stig fortalte bl.a. at han havde været træner i VB i 11 år og spillet fodbold i VB i både ungdom- og senior afdelingen. Han kunne også fortælle at han den 1.7.2015 var holdt op med at arbejde efter 42 år hos Vejle Kommune.

Herefter blev ordet givet til Jørn Larsen fra aktivitetsudvalget som introducerede Kai og Karin Møller.

    

Kai og Karin Møller Thomsen                                         Jørn Larsen fra aktivitetsudvalget. 

Kai fortalte herefter om gangsportens oprindelse og om hvordan Sdr. Omme var kommet på verdenskortet. Han fortalte at Karin startede i 1964 og han i 1966 og at det hele udsprang af det såkaldte "algang" som kom til Sdr. Omme i 1964.  

De har nu været gift i 38 år og har to børn på henholdvis 32 og 36 år. Han fortalte også at frisørmester Landry Høj Madsen i Sdr. Omme var hovedårsagen til gangsportens opblomstring i Sdr. Omme.

Kai kom også ind på at på et år skulle man træne 3.000 gå kilometerfor at kunne gøre sig gældende og ligeledes hvor vigtigt det var at man med arme og ben havde den rigtige teknik. Gennem en årrække stod de øverst på sejrsskamlen ved både europa og verdensmesterskaber. Det eneste de ikke nåede var en OL medalje eftersom disciplinen først kom på OL programmet efter de var holdt.  

I 1967 var der blomster til Karin da hun vandt afstemningen i Vejle Amts Folkeblad i  "De ti på Toppen"  foran Johnny Hansen, Jørgen Markussen og Ulrik le Fevre. Nu 50 år efter var der endnu engang blomster fra fodboldspillerne til Karin.

Som gode tabere i 1967 var der endnu engang blomster til Karin fra fodboldspillerne.

Kai kunne også fortælle at han som konstruktør for Dansk idrætsforbund havde arbejdet med højdetræning og om hvorledes det påvirkende kroppens ilt optagning. I den forbindelse havde han i 1986 haft kontakt til Kaj Johansen og Sepp Piontek inden VM i Mexico for at træne spillerne.. Det betød at spillerne i trænings-lejeren i Vedbæk i en periode trænerede med simulatorer for at være klar fra starten i Mexico.   

      3xK (Kai, Kaj og Karin)

Tak til Karin og Kai for et spændende og veltilrettelagt foredrag.

Under eventuelt kunne Erling Sørensen oplyse at siden 1998 har Seniorklubben med damer hvert 3. år været inviteret til Endelave for at besøge Hanne og Erling. Såfremt der er interesse for det så vil Erling og Hanne gerne se Seniorklubben i august/september. På april mødet vil Erling gerne have tilkendegivelser om det stadigvæk har medlemmernes interesse.

Som afslutning på mødet kunne Robert oplyse at Per Røntved er vores gæstetaler på mødet den 1. marts.

Næste møde er tirsdag den 1. marts 2016 kl. 10.00 i VB Parken   

referat: CL - foto: TJ

 

Ordinært møde den 5. Januar 2016. (generalforsamling)

Traditionen tro afholdes der på Januar mødet generalforsamling. Ved årets start er vi nu 73 medlemmer og heraf var 50 friske medlemmer mødt op til generalforsamlingen.

Formand Robert indledte mødet med at byde velkommen til det nye år og der var en særlig velkomst til de to nye medlemmer, Thorkild Knudsen og Carsten Andersen. De to nye medlemmer fik herefter ordet hvor de kort skulle redegøre for deres tilknytning til VB.

Den tidligere brugsuddeler fra Ødsted, Torkild Knudsen, fortalte at han kom cyklende til VB som junior spiller og opnåede at spille på 5 forskellige seniorhold i VB, heraf 30 kampe på divisions-holdet.

Carsten Andersen lærer på Mølholmskolen, nu i 37 år, fortalte at han kom til VB i 1972 fra Hobro og fik sin debut på divisions-holdet i maj 1973. Ligeledes fortalte han at han har spillet på alle VB hold lige fra serie 6 til divisions-holdet.

   

Thorkild Knudsen                                      Carsten Andersen

Robert kunne også oplyse at Stig Malberg har søgt optagelse i Seniorklubben. Stig har spillet i VB, lige fra lilleput til seniorspiller. Derudover har Stig fungeret som træner i klubben i over 11. år. Stig blev optaget uden bemærkninger.

Generalforsamlingen:   

1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning (Robert)
3. Regnskab (Preben)
4. Valg til bestyrelse ( 3 personer) – nuværende Robert, Preben og Conny
5. Valg til aktivitetsudvalg ( 3 personer) – nuværende Iver, Jørn Larsen og Ole V
6. Valg til festudvalg – julefrokost (3 personer) – nuværende Otto, Gert R og Ole O
7. Indkomne forslag – (Opstramning af manglende afbud til møderne (Robert)
8. Eventuelt.
  
Gert Eg blev foreslået som dirigent og Gert kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig indvarslet.
Under formandens beretning fortalte Robert om de mange gode foredrag der havde været i årets løb og henviste til VB årsskrift, hvor arrangementerne er beskrevet. Specielt blev fremhævet vores tur til Brande hvor vi besøgte BIFortiden og hvor Helge Sander havde et interessant indlæg. Ligeledes blev vores arrangement i maj måned på museet fremhævet. Der var også en stor tak til julefrokost udvalget.
 
Afslutningsvis bad Robert os mindes Karsten Lund og Gunnar Pedersen som var afgået ved døden i 2015.
  
Preben gennemgik herefter regnskabet på rekordtid. 
 
Robert ser kritisk på regnskabet ved Preben´s gennemgang.
  
Regnskabet udviste et overskud på kr. 3.875 og et indestående i banken på kr. 22.940,16. Enkelte poster blev gennemgået herunder posten til øvrige udgifter på kr. 6.900 som var betaling til VB for årsskriftet for 2014. Udgiften til arrangementer på kr. 2.550,00 består af udgifter i forbindelse med turen til Brande og udgifter til julefrokosten. 
Regnskabet som var underskrevet af intern revisor Otto Ejsing blev godkendt uden bemærkninger. Otto blev herefter genvalgt som revisor for det kommende år.  
   
Herefter var der valg til bestyrelsen og der var genvalg til formand Robert Torntoft, kasserer Preben Birn og sekretær Conny Laursen. Der var også genvalg til aktivitetsudvalget som består af Ole Vedel, Jørn Larsen, Iver Schriver og formand Robert.
  

Festudvalget blev også genvalgt med Otto Ejsing som formand og med Ole Olesen og Gert Roland som medhjælpere.

Under indkomne forslag kunne Robert oplyse at det har været skuffende at der i løbet af året har været mange der har glemt at melde afbud til møderne. Det koster klubben penge eftersom der betales efter at alle kommer.såfremt man ikke melder afbud, som er om søndagen inden mødet.

Bestyrelsen anbefaler derfor at såfremt man "glemmer" at melde afbud, som er om søndagen inden mødet, koster det de faktiske udgifter på kr. 40,00 + en"bøde" på kr. 10,00 = kr. 50,00.

Forslaget blev godkendt af generalforsamlingen.  

Som afslutning på generalforsamlingen var der tak til dirigenten for veludført arbejde.

  

Alfred og Kurt nyder lige en øl efter generalforsamlingen.      Bestyrelsen 2016: Preben, formand Robert og Conny

 

NB! Såfremt man ikke fik betalt kontingent på mødet kan indbetaling på kr. 200,00 foretages  i Den Jyske Sparekasse på konto 8131 - 6580689092 - Husk Navn 

Opkrævning på kr. 500,00, som passiv medlem af VB, vil blive fremsendt af VB i begyndelsen af det nye år.

referat: Conny og foto: Thorben.

Næste møde er tirsdag den 2. februar kl. 10.00 i VB Parken. 

 

Kvinder nyheder 10. oktober kl. 19:27
Kvinde JS for første gang over stregen
Piger nyheder
FODBOLD GLADE PIGER SØGER TRÆNER
VB nyheder
Referat fra generalforsamlingen
Nyheder
Vejle Boldklub kravler op på en flot placering hos populært medies talentrangliste
Herre nyheder
Jesper Stab og Mikkel Eriksen udtaget til pokalkamp for 1. divisionsholdet