Menu

Historie

Kvindefodbold i VB

Den 18. december 1985 blev en mærkedag for Vejle Boldklub.
På den ekstraordinær generalforsamling blev det besluttet fra sæsonen 1986 at optage damefodbold – som det hed dengang – i klubben. Det foregik ved en indlemmelse af den selvstændige Vejle Dame Boldklub som med formand Henning Småkjær blev stiftet i 1971 og havde tilholdssted på Nørremarksskolen. At optagelsen i VB ikke foregik uden sværdslag, viser generalforsamlingens stemmetal 28 for og 14 imod en optagelse af kvinderne, og forud var gået en livlig debat med masser af kritiske spørgsmål til forslaget. Jørn Thomsen, VDB’s daværende formand, blev herefter dameafdelingens første repræsentant i bestyrelsen.

Det bedste kvindehold var i sit første år under VB oprykker fra Jyllandsserien, og 1986 bød med en ottendeplads en stabilisering i Danmarksserien – på det tidspunkt landets næsthøjeste række. Førsteholdet stillede i det første år i røde trøjer med følgende besætning: Charlotte Moustgaard, Gitte Sørensen, Helle Hansen, Malene Hvid, Jane Laursen, Kirsten Pedersen, Lene Hansen, Irene Christensen, Carin Venborg og Claudia Neujahr. Træner var Torben Nielsen, holdleder Lone Waldemar.

Udover førsteholdet i DS havde klubben i 1986 også et serie 3-hold som dog sikrede sig oprykning til serie 2 samme år. Ungdomsafdelingen bestod af et enkelt juniorhold, et 11- og et 7-mandshold i pigerækken samt et hold i lilleput- og et i miniputrækken.
DS-holdet spillede sine kampe på Vejle Stadions bane 1 ved siden af opvisningsbanen, mens man beholdt Nørremarksskolens bane som træningssted og hjemsted for klubbens øvrige hold.

Allerede året efter – i 1987 – sikrede førsteholdet sig oprykning til landets bedste række ved under træner Torben Jensens ledelse at vinde Danmarksseriens vestkreds. Klubben sikrede sig i sit debutår i 1988 i den bedste række lige netop overlevelse med en flot slutspurt i form af fem point i de sidste tre kampe(dengang udbetaltes der kun 2 point for en vunden kamp). Topscorer det år blev Charlotte Moustgaard. Andetholdet sikrede sig samme år oprykning til serie 1. Klubben fik også det år sin første kvindelige landsholdspiller, da Annette Thychosen den 15. oktober 1988 fik debut i 1-5 nederlaget til Sverige. Hun opnåede 46 A-landskampe og scorede 13 mål.
Året efter måtte førsteholdet igen frem til allersidste kamp for at sikre sin forbliven i 1. division. Bredden blev dog større, idet et tredje seniorhold blev oprettet, og andetholdet rykkede op i Jyllandsserien.

I 1992 nåede VB’s bedste kvindehold sin hidtil bedste placering med en fjerdeplads. Året efter gentog man bedriften og fik det år samtidig andetholdet op i Danmarksserien.

I 1997 måtte VB rykke ud af kvindernes Elitedivision, som den bedste række nu hed. Turneringen var vendt fra kalenderår til sommer-sommer, og VB sluttede sidst af de deltagende otte hold.

Talentfabrikken fungerede dog, og året efter, i 1998 blev juniorpigerne bronzevindere i DM-rækken. En placering man gentog i 1999 og 2000

Førsteholdet rykkede med en førsteplads i 1. division tilbage i den bedste række i 1999. Samme år forlod afdelingen de utidssvarende forhold på Nørremarksskolen, og blev nu i højere grad integreret i klubben ved at træne på Nordre Stadion og på Hældagerskolen sammen med de øvrige VB-hold. Kvindejuniorafdelingen havde storhedstid i starten af dette århundrede. Man stillede tre hold, som alle kunne begå sig i toppen af deres rækker, man afviklede 2 succesfulde ture til USA og førsteholdet blev under ledelse af træner J.P. Nielsen danske mestre i 2002 og 2003.

I sæsonen 2003-2004 var VB’s bedste kvinder atter med i toppen af Elitedivisionen, og kun i kraft af dårlige målscore end Skovbakken gik holdet glip af bronzemedaljerne. Fjerdepladsen blev gentaget i sæsonen 2006-07. Breddemæssigt gik det herefter ned ad bakke en periode kulminerede i efteråret 2009, da afdelingen kun kunne mønstre et hold, holdet i Elitedivisionen, nu 3F Ligaen. På ungdomsfronten forsøgte man sig på U-18 et par sæsoner fra 2009-10 med et samarbejde med Vinding SF under navnet Team Vejle – uden den store succes.

I 2011 rykkede kvinde- og pigeafdelingen sammen med den øvrige del af klubben i nye rammer i VB Parken.

A-landsholdsspillere: Annette Thychosen, Lene Terp, Anne Ulnitz, Anne Nielsen, Dorthe Andersen, Charlotte Frisesdahl, Julie Rydahl Bukh, Helle Nielsen, Eva Vester, Nadia Kjældgaard, Mette Bjerg, Mia Bak Pedersen og Carina Johansen.

Trænere for førsteholdet siden indlemmelsen i VB: Torben Nielsen, Torben Jensen, Jan Faber, Hans Lauge, Annette Mogensen, Anette Pedersen, Karina Kallehauge, Thomas Gylling, Gert Mikkelsen, Helle Hansen, Benny Rosenqvist, Mogens Nielsen, Peter Pedersen, Brian Blensner, Helle Nielsen, Benny Gylling og Jesper Søgaard.

Luk