Referater fra 2026
Møde den 3. februar 2026.
I Knud Nørregaards fravær kunne Jan Faber byde velkommen til februar mødet

Forsamlingen mindedes Gert ”Børkop” Jensen, der gik bort d. 08-01-26, og Thorkild Knudsen
udtalte mindeord. Gert fik debut på divisionsholdet i 1969 og opnåede 182 førsteholdskampe. Han
var med til at vinde to DM- og tre pokaltitler.
Thorkild Knudsen
Faber mindede om kontingentbetaling – foreløbig har 61 af 100 medlemmer indbetalt de 500,- kr.
Der var fødselsdagsflasker til Jørn Simmenæs, 65, til Finn Johansen, 80, og til Bjarne Sørensen, 80.

billedet: Finn, Jørn og Bjarne

Efter morgenmaden kunne Jan Faber give ordet til månedens indlægsholder, Tom Skovgaard fra
Hvidbjerg.
Tom blev født i 1948 i Fredericia. Han er uddannet elektriker, ligesom han tjente tre år i
Flyvevåbnet.
I 1973 søgte han ind på Politiskolen i København, året for Hafnia-branden.
Som patruljerende betjent på Vesterbro brød Tom sig ikke om at uddele bøder til gadesælgere og –
musikanter. I stedet søgte han allerede inden sin fuldtidsansættelse ind i narkopolitiet, hvis
efterforskningsarbejde og brug af meddelere tiltalte ham. Vesterbro var på det tidspunkt arnested for
narkobandekrig.
I 1981 kom han til Odense Politi og i 1984 til kriminalpolitiet i Vejle, hvor han også fik ansvaret for
skolesamarbejde og SSP.
Fra 1997 sad han 12 år i byrådet for Socialdemokratiet. Tom stoppede i politiet 1½ år før tid i
protest mod politireformen. Et kommende politiforlig synes dog ifølge ham at tilbagerulle nogle af
skævhederne.
Tom medbringer til sine foredrag 125 ”røverhistorier”, og forsamlingen kan ved lodtrækning selv
udpege et antal tilfældige blandt disse.
Kort kan her nævnes nogle af Skovgaards sandfærdige historier:
1. Da Tom ville give en misbruger et lift, drattede der guldsmykker fra et indbrud ud af blafferens
lommer, og de kunne køre direkte på stationen.
2. Han arbejdede på et tidspunkt i Kbh. Lufthavn, hvor han spottede narkokurerer, når fly fra fx
Bangkok kom ind. En kurer blev taget med stoffer i skoen, en anden med to søde børnebørn
placeret oven på kufferterne med hashplader…
3. En tremands lommetyvebande fra Banja Luka i ex-Jugoslavien hærgede på Københavns
Hovedbanegård. De velklædte tyve havde været på lommetyvekursus i hjemlandet, og pga.
manglende straf i Danmark blev de ved med at returnere. En meget høj jugoslav blev igen og igen
pågrebet på diverse banegårde og blev efterhånden en ”god bekendt” af Tom Skovgaard.
4. I 80’erne, da Lumskebugten endnu ikke var overtaget af Johnny Larsen Beck, var ejerens kæreste
en voldsmand, som ofte tævede hende. En husven slog ham som følge heraf ihjel med en økse og
dumpede liget i en gylletank på Sjælland, men slap med fem års fængsel herfor.
5. I Odense blev Morten Skovgaard taget for indbrudstyv, da han opsøgte en villa, hvor der netop
var anmeldt et indbrudsforsøg, og husejeren troede nu, at det var tyven, der kom tilbage…
6. En mand i Sødover dyrkede hampplanter udover sine juletræer. En HA-hangaround havde stjålet
maskinpistoler og håndgranater på Flyvestation Vandel og skjult dem sammesteds i en
campingvogn. Inden han blev pågrebet, blev han dog raketdræbt af Bandidos i et HA-klubhus i
København og fik trods manglende fuldt medlemskab en HA-gravsten.
Der var bifald og flaske til Tom Skovgaard for disse historier og flere til, inden mødet afsluttedes
med klubsangen.
Referent: Ole Kristensen - foto: Thorben / Conny
Generalforsamling den 6. januar 2026.
Knud Nørregaard kunne byde velkommen til en velbesøgt generalforsamling.
Efter Ingemanns aktuelle ”I sne står urt og busk i skjul” – i Herberts fravær sunget a cappella – udtrykte Jan Faber mindeord over Ole Bitsch, der ofte har glædet forsamlingen med musikledsagelse. Ole, der for nylig er gået bort, blev mindet af forsamlingen med et minuts stilhed.

Jan Faber udtrykte mindeord.
Efter morgenmaden, der var på huset, gik man over til selve generalforsamlingen.

Gert Eg valgt til dirigent og Hans Jørgen Lund aflægger regnskab
Efter at Gert Eg var valgt som dirigent, kunne Knud Nørregaard i sin formandsberetning glæde sig over en stor medlemsfremgang – Seniorklubben har nu 101 medlemmer. Han var godt tilfreds med udvidelsen af bestyrelsen til fem mand.
Knud mindedes Erling Sørensen, Hans Werge og Ole Bitsch, der alle er gået bort det forløbne år. Der var en tak til alle i bestyrelsen, i udvalgene samt i køkkenet for et godt 2025.
Forsamlingen godkendte beretningen med applaus.
Også regnskabet, som Hans Jørgen Lund præsenterede, blev godkendt.
Det udviste et mindre underskud på godt 1.000, - kr. Indtægterne fra kontingent androg godt 9.400, - og blev overgået en smule af udgifter til bl.a. julefrokost og gaver. Seniorklubben har dog en solid formue på små 13.000, - kr.
Valgene bød på genvalg over hele linjen.
Knud Nørregaard, Conny Laursen, Jan Faber, Thorkild Knudsen og Hans Jørgen Lund genvalgtes til bestyrelsen.
Jan Faber, Tommy Poulsen Knud Herbert Sørensen (2) udgør stadig aktivitetsudvalget, mens Thorkild Knudsen, Gert Roland og Eluf Troelsen sidder i arrangementsudvalget.
Peter Fruergaard Hansen genvalgtes som revisor.
Et forslag om forøgelse af kontingentet til kr. 500,-, og som så også dækker morgenmaden, blev vedtaget uden indvendinger.
Kontingent betales fremover via bankoverførsel.
Tommy Poulsen orienterer.
Fra museumsudvalget kunne Tommy Poulsen fortælle, at Gert Roland er indtrådt for Jørgen Markussen.
Museet har fået adgang til godt 100 gamle klip fra VB-kampe, som nu frit kan ses.
Museet får d. 18. april besøg fra Gandil-selskabet, stiftet i 2024 med det formål at sætte fokus på dansk fodbolds historie. Sepp Piontek og Michael Laudrup er tidligere hyldet med Gandil-prisen, og ved arrangementet d. 18-04 er det Allan Simonsen, som tildeles den ærefulde titel.
Samtidig præsenteres en ny bog om Johnny Hansen.
Som sidste punkt på generalforsamlingen blev Erik ”Smed” Pedersen og Mogens Christensen udnævnt til æresmedlemmer af Seniorklubben – en ære, som hidtil kun er overgået Knud Herbert Sørensen (1), Otto Ejsing og Helge Olsen. Et synligt bevis herpå blev overrakt til de to gæve VB’ere.

Med en tak til dirigent Gert Eg kunne generalforsamlingen dermed afsluttes.
Første indlægsholder var Moderklubbens formand Jakob Thygesen, som blev introduceret af Jan Faber.
Jakob kom til Vejle fra Langeland i 2006 og kom straks ind i VB Amatørs bestyrelse. Bortset fra en kort periode har han siddet der siden, siden august ’26 som formand.
Thygesen kunne bekræfte, at samarbejdet går godt hele vejen rundt – mellem Moderklubben, Akademiet og Elite, som er VB’s tre ben. Målet er til stadighed et samlet Vejle Boldklub. Steen Thychosen og Henriette Eskildsen er nye medlemmer af amatørbestyrelsen, hvilket har styrket sammenhængskraften.
Moderklubben har etableret et sportsudvalg uden om bestyrelsen. VB har pt. 690 aktive medlemmer fordelt på 344 drenge/mænd og 346 piger/kvinder. Jakob lagde ikke skjul på, at VB bliver en pigeklub, og målet er på sigt at blive licensklub på pigesiden, men først skal det sportslige set-up styrkes.
Man har netop nedlagt herreseniorafdelingen, en beslutning, der har været undervejs længe pga. manglende rekruttering til afd.
Jakob Thygesen kunne overordnet konkludere, at VB amatør lever – blot på en anden måde, end den, vi har været vant til.
Knud Nørregaard kunne nu introducere dagens anden indlægsholder, VB-direktør Henrik Tønder.

Tønder kunne bekræfte Thygesens ord om det gode samarbejde under hele paraplyen VB. Han kunne med baggrund i Jakobs konklusion om, at Moderklubben er ved at blive en pigeklub, forudskikke, at VB Elite også på sigt er nødt til at tage kvindefodbolden ind under sig for vedblivende at kunne leve op til licenskravene. Flere og flere danske klubber rummer efterhånden elitefodbold på spindesiden.
Direktøren nævnte ejerskiftet i 2025 som den altoverskyggende begivenhed. Lokale kræfter er kommet til, og VB møder stor opbakning herfra. En 30-35 nye ”kolleger” er kommet til, bl.a. i kraft af en væsentlig ændring i spillertruppen med et mere dansk og mere ungt tilsnit. Vægten skal fremover i højere grad lægges på salgbare emner, og kontrakter tegnes med alle lovende akademitalenter for ikke at risikere, at andre klubber snupper dem gratis. VB har nu den yngste spillertrup efter FCN.
Under Kielstrup og Mølby reddede SL-holdet sig i 24-25 sæsonen trods et stort efterslæb. Tilknytningen af Ivan Prelec var herefter ingen resultatmæssig succes, og Kielstrup måtte tage over igen, nu sammen med Morten Bisgaard. ”Kiel” er nu startet på sin P-licens, og Claus Nørgaard med stor VB-indsigt og erfaringer fra mange fine adresser er ansat. Tønder bemærkede, at tre tidligere VB-akademitrænere nu står i spidsen for SL-holdet, som i går returnerede til træningsbanen med ny energi og spilleglæde.
Ved en evt. nedrykning arbejdes videre efter de samme retningslinjer.
Tilskuersnittet ligger højt, og stadionoplevelsen i Nørreskoven er kåret som Ligaens fjerdebedste.
VB har over 4000 abonnenter, og omsætningen er på over 40 mill. i sponsornetværket – jo opbakningen er stor trods svingende resultater. Samtidig er det vigtigt, understregede Tønder, at klubben er noget for byen.
Om skadessituationen kunne Henrik Tønder fortælle, at Hetemi forventes klar til efteråret, van Bruggen om et par måneder.
Den for store trup skal slankes, og der påtænkes kun enkelte nyindkøb.
Applaus til direktøren for at delagtiggøre os i rigets tilstand.
Der var fødselsdagsflaske til Erik ”Smed” Pedersen, 85.

På februar mødet fortæller Tom Skovgaard fra politiet, mens der er besøg fra Holbæk i marts. På aprilmødet med ægtefæller fortæller tidligere sportschef Hans Lauge om ”at ha’ lov at være gammel.”
Klubsangen afrundede et righoldigt januar program.
Referent: Ole Kristensen - foto: Thorben / Conny