Menu

Gylden sæson for VB’s kvindeside

image
02. juli 2026 kl. 10:13

VB’s kvinder og piger kan se tilbage på en forrygende halvsæson, hvor såvel de to seniorhold som
de to ældste ungdomshold ikke har tabt en kamp!!! For førsteholdets vedkommende betyder det, at
VB efter sommerferien spiller i landets tredjebedste række, C-Ligaen, som den nu hedder.

Af: Ole Kristensen

”Alt er gået op i en højere enhed denne sæson,” siger førsteholdets cheftræner Finn Bendorf over en
telefonforbindelse fra Kroatien, hvor han og familien p.t. ferierer.
”Vi havde sammen med pigerne givet hinanden håndslag på, at målet her i foråret var oprykning, og det
lykkedes vi jo ret suverænt med efter en yderst seriøs indsats.”

Kvinderne kvalificerede sig i efteråret til oprykningsslutspillet qua en tredjeplads i grundspillet, og her i
2026 har de været helt uden konkurrence. Kun et enkelt pointtab via en uafgjort kamp er det blevet til, og
med 35 point sluttede holdet med hele otte point ned til forfølgerne fra ASA. Målscoren var så fornem
som 52-5. Filucca Daugaard Andersen blev topscorer med 14 mål, men som Finn Bendorf betoner, viser
hele 17 forskellige målscorere noget om truppens bredde.

”Hvor vi sidste gang, vi var oppe i den tredjebedste række, baserede holdet på efterskolepiger, har vi nu
en mere erfaren trup – alle piger med tilknytning til klubben,” siger Finn. ”De helt unge piger mangler
krop, muskler og coolness til at kunne begå sig på så relativt et højt niveau, så vi er glade for den højere
gennemsnitsalder. Trine Thisgaard er den, der har spillet længst i VB, mens keeper Vibeke Juhl Jensen er
alderspræsidenten.”

Mister spillere
Desværre vinker truppen nu farvel til en fem-seks piger, deriblandt topscorer Filucca, som drager til USA.
”Det er et almindeligt problem, at pigerne rykker til Aarhus eller USA for at læse videre – sidste år
mistede vi otte spillere”, beretter Finn. ”Men vi holder kontakten og håber, de vender tilbage.”

Finn Bendorf nævner et stærkt forsvar samt det sociale sammenhold som årsagerne til succesen.
”Pigerne har det enormt godt sammen. Vi er på selvbetalt træningslejr i udlandet, vi spiller paintball og
padel sammen, finder sponsorer etc. Der er spillere, der tager turen fra Aarhus og Fredericia pga. det fine
sammenhold, der eksisterer på holdet.”

Med den forudsete afgang venter der en tough opgave efter ferien.
”Money talks!” minder Finn Bendorf om. “Det koster at spille topfodbold, som vi i den tredjebedste
række nærmer os. Vi har oplevet Randers få tilført en kvart million, da de rykkede op, og i det hele taget
er der ved at komme mange penge i kvindefodbold.”

Puljeinddelingen ligger endnu ikke fast, men de tolv hold i C-Ligaen deles op i en øst- og en vestkreds.
Finn håber selvsagt på, at VB ender i vestkredsen, for ellers bliver det en både bekostelig og tidkrævende
affære.

Finn Bendorf fortsætter som cheftræner efter ferien. Det bliver hans tredje år omkring førsteholdet, mens
han tidligere har været U15 træner. Det er i udpræget grad et familieforetagende. Finns kone er assistent
omkring holdet, ligesom datteren Camilla er at finde på holdkortet. En anden datter passer SoMe
platformene.

Også andre hold har succes
Også klubbens nystartede serie 2 hold har været uovervindeligt. Syv sejre af lige så mange mulige og en
målscore på 39-0 (!) sikrede holdet en sikker oprykning til serie 1.
”Det er faktisk en nødvendighed med et godt andethold, betoner Finn. ”Man skal have styr på bredden, før
man kan tale elite, og det er uhyre væsentligt, at de piger, der ikke lige skal spille førstehold en weekend,
har et andethold at spille med.”

De to ældste ungdomshold i U17 og U15 har fulgt trop – begge har været ubesejret i foråret og har sikret
sig mesterskabet i DBU Jylland.

For de yngre rækker kniber det resultatmæssigt lidt mere, fortæller en ligeledes ferierende trinleder Jørgen
”Tand” Sørensen i telefonen fra Tyrkiet.
”Vi har sat adskillige skibe i søen, og de yngre piger skal lære mange ting. Samtidig mistede U14 de fire
bedste spillere op til sæsonen, ligesom Kolding hentede U13-keeperen. Her må vi selv være mere
aggressive på spillermarkedet, og vi er ved at blive bedre til selv at opsøge talenter rundt omkring,
fortæller ”Tand”.

VB søger nu for første gang DBU-licens på pigesiden, hvilket er et kæmpe arbejde.
”Vi ligger vandret i øjeblikket,” siger Jørgen ”Tand”.
”Der er rigtig mange papirer, der skal udfyldes, der er økonomiske og facilitetsmæssige krav, ligesom en
halvtidsansættelse også er en fordring. Vi har jo heller intet netværk og Future Vejle at falde tilbage på,
men får selv alle spillerne fra U5 af, hvilket jo kræver rigtig mange hænder og kræfter. Fx har vi 44
spillere i U11!”

Mulig licens?
DBU har været på besøg til auditering og har forsynet klubben med en større ”bucket liste”, som man nu
skal se, om man kan få styr på. Licens eller ej afgøres til december.
”Spillerne tager godt imod det, og trænerne er dedikerede, så jeg har en tro på, at det kan lykkes,”
understreger ”Tand,” der fortæller, at træningen af pigerne i dag er sat langt mere i system end tidligere.
”Vi har tematræninger. Ligesom man på McDonalds ikke selv kan bestemme, hvad der skal i en
cheeseburger, kan trænerne ikke bare træne noget tilfældigt. Vi har en rød tråd, hvor vi skal spille teknisk,
målsøgende, fremadrettet fodbold, hvor spillerne skal bevæge sig for hinanden og turde have bolden og
spille den. Trænerne bliver superviseret og vejledt, så vi alle trækker på samme hammel.

Moderklubben Vejle Boldklub er blevet en pigeklub, og i modsætning til drengene, hvor bredden ligger
hos samarbejdsklubberne, har VB stadig bredden med hos pigerne.
”Vi satser fx på to U17 hold næste sæson, og alle får samme tilbud om stævner, fællesspisninger osv., men
førsteholdene træner selvfølgelig det mere,” slutter Jørgen ”Tand,” der pointerer, at et systematisk og
velorganiseret arbejde omkring træningen og spiludviklingen gerne skal bringe VB endnu et stykke
fremad på kvindesiden.

 

Luk