Menu

U15 Piger - Træningslejr i Hamburg

image
26. september 2023 kl. 08:05

I den netop overståede weekend har VB's U15 piger været på træningslejr i Hamburg. Vi var inviteret af VfL Pinneberg, som holder til lige uden for Hamburg, og de var super værter for os. Turen var optakt til sidste halvdel af efterårssæsonen, hvor holdet skal spille i Liga 1, men i høj grad også med fokus på det sociale, da vi siden sæsonstarten har sagt velkommen til 9 nye piger. Så der var behov for en ryste-sammen-tur...

Vi tjekkede ind fredag aften, og efter fælles aftensmad stod den på hygge resten af aftenen. Hele lørdag var vi på træningsbanen, hvor der blev trænet igennem. Vi sluttede dagen af med at spille kamp mod VfL Pinneberg som spiller i Regional Oberliga, som svarer til Liga 1 i Danmark. De var dog hæmmet af mange afbud, da de havde en vigtig kamp om søndagen, som de blev nødt til at prioritere højere end kampen mod os. Vi vandt kampen 6-0 og viste virkelig hvordan der skal spilles fodbold. Vi fik pladsen til at spille det fodbold vi gerne vil, og det fik vi vist... Efter kampen bød VfL Pinneberg på fællesspisning på træningsanlægget, og pigerne fik mulighed for at øve deres tyskkundskaber - en mulighed de dog ikke benyttede ret meget :-) Efter spisning kørte vi tilbage til vores hostel, og så hyggede vi lidt inden alle gik til ro.

Søndag trænede vi igen indtil middag, hvorefter vi spiste på træningsanlægget, inden turen gik hjem mod Vejle.

Turen var en succes både sportsligt og socialt. Der var gang i pigerne, og jeg forstår godt, at der var nogle, der var trætte, da de kom hjem. Turen har været med til at styrke holdet, og de "nye" piger er slet ikke "nye" mere. De er blevet taget imod på bedste vis af alle, og er hurtigt blevet en del af "VB familien"... Nu ser vi frem til første kamp efter ombrydningen, hvor vi på onsdag skal møde gruppens (formentlig) stærkeste hold Team Odense Q i VB Parken kl. 18.30. En hård start, men vi håber og tror på at de sidste måneders hårde arbejde med holdet bærer frugt, og at vi kan give dem passende modstand - og selvfølgelig spille en sejr hjem :-)

Stor tak til Sven fra VfL Pinneberg som hjalp med kampe, bespisning m.m. VfL Pinneberg kommer på et lignende besøg hos os til foråret, så vi glæder os til at byde dem velkommen i VB Parken...

Som I kan se på billedet er pigerne klædt i det nyeste Adidas tøj. Om fredagen, lige inden vi skulle afsted kom alt det tøj vi havde bestilt for 3 uger siden. Så vi fik det hurtigt delt ud og pigerne var klædt ens hele turen igennem. Det sender et fedt signal når man ser en flok seje VB piger i ens tøj posere foran Volkspark Stadion i Hamburg (som vi boede lige ved siden af) :-)

Luk