Menu

Superligahus på vej i VB Parken

image
22. juni 2021 kl. 14:02

En mangeårig drøm går snart i opfyldelse.

I foråret 2022 rykker den professionelle del af VB ud til nye rammer i VB Parken. Der skal nemlig opføres et superligahus, som skal være nyt hjemsted for superligaholdets sportslige setup.

Bygningen bliver på ca. 1000 m2 fordelt på to etager og med de faciliteter, der skal til for at skabe optimale rammer omkring hverdagen for VBs bedste mandskab.

Superligahuset skal opføres særskilt – men i umiddelbar forlængelse - af det eksisterede klubhus på arealet op mod parkeringspladserne.

Direktør for VB Alliancen, Henrik Tønder, ser frem mod opførelsen af de nye rammer:

”Det har længe været et stort ønske for os at skabe nogle tidssvarende fysiske rammer for superligaspillerne på samme adresse som træningsfaciliteterne. Derudover ligger der et stort potentiale i at få knyttet vores akademi og superligahold endnu tættere sammen, og det giver de nye rammer os en fantastisk mulighed for.”

Også i VBs moderklub vækker nyheden om superligahuset begejstring. Formand for VB Moderklubben, Thomas Foged, glæder sig:

”Det bliver et stort aktiv for os, at få superligaholdet permanent i VB Parken. Det kommer til at binde os endnu mere sammen som klub, og på fin vis skabe en rød tråd fra de yngste medlemmer til drømmen om engang at blive professionel.”

Udover superligahuset er der indgået aftale mellem VB Alliancen og VB Moderklubben om, at superligaholdet fra sæsonstarten 2021/2022 (juli måned) kan råde over bane 5 i VB Parken, så superligaholdet har to træningsbaner (bane 4+5). Dette sker som et led i et ønske om at forbedre træningsrammerne for superligaholdet, og samtidigt skåne bane 1 som træningsbane.

Det betyder lidt færre træningsbaner til brug i moderklubben. Den udfordring løses ved at VB Alliancen har lovet at supplere de resterende træningsbaner i VB Parken med flere 8- og 11-mands mål, så det sikres, at alle hold kan gennemføre gode træninger med de nødvendige faciliteter.